Forårsproduktion
Forårsproduktion har opstart i januar.
Vi øver hver onsdag i tidsrummet 18.00-21.00 i Huset no 7 i Herning.
Der kan forekomme weekend prøver og i ugen op til premieren mødes vi hver dag kl. 17.00-21.00.
Tilmeldingen er først til mølle og sker via vores hjemmeside. Når der er åben for tilmelding annonceres det på vores sociale medier og her på hjemmesiden.
Til vores prøveaftener vil der altid være noget spændende på programmet. Vi arbejder målrettet på vores produktion, men der er også plads til teaterteknik, dramalege og ikke mindst en snackpause.
Til prøverne øver vi sangene, der omfatter solistnumre, fællesnumre og enkelte flerstemmige stykker.
Vi træner også vores dansetrin, hvor vi især fokuserer på de forskellige stemninger i scenerne.
Sidst, men ikke mindst, arbejder vi på spillescenerne, hvor fokus er på tydelig status og karakterarbejde.
Det skal være klart for publikum, hvem der bestemmer, og om det, der sker, er godt eller ondt.
Alt dette skal så samles i vores opløb lige op til forestillingerne.
Her tilføjer vi lyd og lys, færdiggør scenografien og ifører os kostumerne.
Hvad skal man kunne for at medvirke?
Du skal først og fremmest have lyst til at stå på en scene og fyre den max af sammen med os andre.
Der er ingen krav til at du har prøvet noget teater, dans eller sang før - så er du nybegynder eller måske allerede trænet i flere af disciplinerne så skal vi nok sikre du bliver udfordret og har det sjovt hos os.
Du skal være 12 år eller ældre. Hvis du bliver 12 i løbet af sæsonen, kan du kontakte os og så kan der måske findes en løsning.
I foreningen vægter vi, at der er plads til alle der vil spille teater.
Vi hygger os, pjatter og arbejder hårdt på det, vi alle sammen elsker at lave - nemlig at spille teater.
Vi opfører 3-4 forestillinger op til sommerferien.
Hvad koster det?
Det koster 1050 kr. at deltage. I beløbet er både medlemsskab og deltagergebyr medregnet.
Ønsker du at betale over rater, eller måske helt vente med at betale til det nye år - så kontakt os så finder vi en løsning, så du stadig er sikret en plads på holdet.
Hvad skal vi spille?
I samarbejde med kreative kræfter arbejder bestyrelsen lige nu på at hente rettigheder hjem til forårsproduktionen. Med udgangspunkt i evalueringer med vores medlemmer tager vi udgangspunkt i ønskerne om, at have en musical på plakaten. Hvilken titel vi ender med, afsløres lige op mod juleferien - først for efterårsholdet og siden på vores sociale medier og her på hjemmesiden.


